vejrtrækningsøvelse fra Body-SDS

Her er en vejrtrækningsøvelse, jeg har lært hos Bengt, og jeg bruger den, både når jeg træner og hvis jeg skal skabe ro i min krop. En af de ting, body-sds har lært mig, er, hvor vigtig en korrekt vejrtrækninger. Det vil sige en dyb vejrtrækning helt ned i maven. Din vejrtrækning påvirker balancen i organerne, nervesystemet og hormonsystemet. Din vejrtrækning påvirker også gennemstrømningen i lymfesystemet. Det betyder, at en god vejrtrækning hjælper kroppen med at rense ud. Når lungerne bruges aktivt og dermed styrkes, optages der mere energi i hver enkelt celle i kroppen. Din vejrtrækning har også
stor betydning for stress, angst og irritation. Når du får mere ilt til kroppen og mere ro i nervesystemet, bliver du nemlig bedre til at håndtere pres. Der findes mange forskellige teknikker til at træne vejtrækningen, og de har hver sin effekt på kroppen. Denne vejrtrækningsøvelse hjælper dig med at få kontakt til kroppen, skabe ro og frigøre spændinger.

SÅDAN GØR DU

Ånd ind gennem næsen og træk vejret helt ned i maven ved at udvide bugen og puste ud gennem munden på en ahh-lyd. Ligesom et dybt suk, hvor alt slipper. Ahh-lyden skal komme fra bunden af halsen. Det må ikke være forceret, men dybt og afslappet. Sørg for at skuldre og hals er afslappet, når du laver vejrtrækningsøvelsen, og slap af i musklerne. Hvis du ikke er vant til at trække vejret helt ned i maven, kan det være svært i starten. Det kan føles, som om du skal presse bugen ud. Hvis du er i tvivl, om du gør det rigtigt, så læg en hånd på din mave, når du trækker vejret ind, så du kan mærke, om din bug udvider sig. Efterhånden kan du mærke det uden hånden, og det bliver naturligt for dig.