Jeg plejer at stå frem som Nynne, Rita eller en anden karakter. Jeg plejer ikke stå frem som mig selv.

 

min vej til balance

Jeg plejer at stå frem som Nynne, Rita eller en anden karakter. Jeg plejer ikke stå frem som mig selv. Og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har haft mine betænkeligheder ved at skulle fortælle om sygdom, tarmskylninger og angstanfald i denne bog. Jeg besluttede dog hurtigt, at jeg ikke ville fortælle min historie halvt. Jeg vil fortælle den helt. For uanset hvordan vores liv fremstår, så har de fleste af os noget at kæmpe med. Og det gælder også mig.

Under mit første år på Skuespillerskolen i 2001 mærkede jeg pludselig en summen i mine fødder. Da den summende fornemmelse begyndte at bevæge sig op i benene, sendte min læge mig videre til nogle undersøgelser på Rigshospitalet. Ugen efter skulle jeg have svar på prøverne. Jeg havde ventet i noget, der føltes som år, da lægen endelig kom for at afsige dommen. Han kiggede ned i min journal, så på mig og gav mig besked om, at jeg nok havde sclerose. Diagnosen gav genlyd i mit hoved, mens min puls dunkede i hele kroppen. Det, jeg kendte til sygdommen, var noget med rullestol, lammelser og handicaphjælpemidler.

»jeg synes, at vi er for hurtige til at behandle symptomer i stedet for at kigge på årsagen og behandle derfra. Fra roden. Jeg tror ikke på såkaldte ’quick fixes’«

Denne konfrontation med alvorlig sygdom har uden tvivl været den mest traumatiserende oplevelse i mit liv. Det har taget mig år, før jeg kunne gå i seng uden at frygte, hvad jeg vågnede op til næste morgen. Det har taget mig år, før jeg kunne have det dårligt uden at tænke, at det handlede om diagnosen. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke hellere ville være diagnosen foruden, men i bagklogskabens lys har den også givet mig mulighed for personlig vækst, og det er vel det, som livet handler om. Den har gjort mig stærkere og mere bevidst. Jeg knækkede ikke nakken. Jeg satte mig ikke ned og gav op.

min vej til balance

Jeg valgte at gøre diagnosen til en styrke. Jeg var 27 år og lige startet på min drømmeuddannelse. Pludselig blev jeg tvunget til at stoppe op og tage stilling til de store spørgsmål i livet. Hvad er min fremtid? Sidder jeg i en rullestol om et halvt år? Får jeg familie og børn? Hvor gammel bliver jeg? Jeg anede ikke, om jeg var købt eller solgt. En måneds tid senere forsvandt den summende fornemmelse af sig selv, og jeg har ikke mærket noget til den siden. I min journal står der i dag, at diagnosen er tvivlsom, fordi prøverne ikke var entydige. Det betyder, at jeg stadig ikke ved, om jeg har sclerose eller ej, men én ting er sikker: Den dag på Rigshospitalet har ændret mig for altid.

Diagnosen har gjort, at jeg er begyndt at lytte til min krop på en ny måde.